Pressemeddelelse —
Nielsen Car Group overtager Dahl Bilers aktiviteter i Holstebro
Bilkoncernen Nielsen Car Group har købt Dahl Bilers aktiviteter i Holstebro. Dahl Biler fortsætter uforandret i Viborg.
Nielsen Car Group købte i 2024 Dahl Pedersen, der ligger på Nybovej i Holstebro, hvor virksomheden deler bygning med Dahl Biler. Det nye ejerskab førte til dialog mellem Nielsen Car Group og ejer af Dahl Biler, Henrik Dahl. Dialogen har nu resulteret i, at Nielsen Car Group overtager Dahl Bilers aktiviteter i bilhuset. Dermed bliver både medarbejdere og kunder en del af Nielsen Car Group.
- Det har været en beslutning med mange overvejelser, men når den rigtige køber er der, skal vi også være klar. Med aftalen sikrer vi både vores dygtige medarbejdere og forretningen, samtidig med at vi kan fokusere på vores bilhus i Viborg, som fortsætter uændret under ledelse af Thomas Nikolaisen, siger Henrik Dahl og tilføjer:
– Min hustru Vivi og jeg ønsker samtidig mere tid til familie, venner og fælles interesser, så det hele går op i en højere enhed.
Skaber en synergi
Hos Nielsen Car Group er man også rigtig glade for overtagelsen:
– Det giver rigtig god mening for os, når vi allerede er til stede i den ene ende af bilhuset med Dahl Pedersen. Dermed står vores forretning stærkere i bilhuset. Vi har haft en god dialog og en rigtig god proces, og vi glæder os rigtig meget til at byde både nye medarbejdere og kunder velkommen, siger Anders Nielsen, der er CEO i Nielsen Car Group.
Større bredde på mærker
Med overtagelsen får Nielsen Car Group endnu et bilhus, der er autoriseret Nissan-forhandler. Koncernen driver i forvejen også Bilernes Hus i Silkeborg, som ligeledes er autoriseret Nissan-forhandler.
– Det giver os en større bredde på mærket og endnu bedre muligheder for at servicere vores kunder, siger Anders Nielsen.
Overtagelsen træder i kraft 13. april. Medarbejderne overgår til Nielsen Car Group, og alle kundeaftaler fortsætter uændret. Dahl Biler ejer fortsat bygningen i Holstebro, hvor Nielsen Car Group fremover lejer sig ind i hele ejendommen.
Emner
Kategorier
Regions
NIELSEN CAR GROUP er moderselskab og fælles administration for bilvirksomhederne Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S, Dahl Pedersen A/S og LEASING DK A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1988 og har mere end 900 medarbejdere og er et af landets største bilkoncerner. Ud fra kerneværdierne respekt, kvalitet og engagement arbejder den familieejede virksomhed for at yde markedets bedste kundeservice.
www.bn.dk, www.bilerneshus.dk, www.leasing.dk, www.motorpoint.dk, www.nielsencargroup.dk www.dahlpedersen.dk