Pressemeddelelse —
Nielsen Car Group lander solidt efter stort investeringsår
I 2025 gennemførte Nielsen Car Group flere opkøb, som næsten fordoblede både antallet af bilhuse og medarbejdere. Trods et højt investeringsniveau kommer koncernen tilfredsstillende ud af året med et overskud før skat på 48 mio. kr.
I februar 2025 fik Nielsen Car Group tildelt forhandlingen af Ford og Hyundai i store dele af Danmark, og det var startskuddet på et begivenhedsrigt år for en af landet største bilkoncerner. For at leve op til aftalen har koncernen skulle etablere bilhuse i nye byer, og det har betydet, at man er vokset markant i løbet af året.
Koncernen er gået fra at have 11 bilhuse og 500 medarbejdere til nu 20 bilhuse og knap 950 medarbejdere. Det har krævet store investeringer, som sætter sine spor i regnskabet, men alligevel kommer man tilfredsstillende ud af 2025 med et overskud på 48 mio. kr. før skat.
- Det har været et helt vildt år. Vi har presset koncernen, men vi har virkelig dygtige medarbejdere, der har kunnet navigere i alt det nye, vi har sat i gang, så vi lander på vores ben. Jeg er så stolt af organisationen, og hvad den har kunne levere i løbet af 2025. Vi har investeret massivt i fremtiden, og det kommer vi også til det kommende år. Derfor er vi tilfredse med årets resultat, siger Anders Nielsen, der er administrerende direktør i Nielsen Car Group.
Koncernen har blandt andet opkøbt Bin2Bil A/S på Sjælland og Hedegaard Biler A/S i Herning. De flere bilhuse har også betydet, at koncernen har haft en rekordhøj omsætning på 5,5 mia. kr. mod 3,8 mia. kr. i 2024.
Nye aktører udfordrer de etablerede
Det er dog ikke slut med vækst for Nielsen Car Group. Koncernen har en igangværende fusionssag hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor man vil overtage yderligere otte bilhuse. Det er også for at kunne leve op til forpligtelserne i aftalen om Ford- og Hyundai-forhandling.
Netop den aftale viser noget af det, der kendetegner bilbranchen i disse år. Forhandlingen bliver i stigende grad samlet hos færre, men større aktører, og samtidig kommer der flere nye mærker til.
- Bilbranchen er under forandring. De mange etablerede mærker bliver udfordret af nye aktører, og det skaber forskydninger i markedet. Vi kan se, at ellers populære mærker oplever pres på salget, fordi nye spillere vinder frem. Det understreger, hvor vigtigt det er at kunne tilpasse sig og gribe de muligheder, der følger med forandringerne, siger Anders Nielsen.
Foreløbig kulmination for koncernen
Der er ingen tvivl om, at koncernen kommer til at se tilbage på 2025 som et vækst- og investeringsår. Og et meget markant år på tidslinjen for Nielsen Car Group, der blev etableret i 2020 for at samle de forskellige selskaber og rummer i dag Bjarne Nielsen-bilhusene, Bilernes Hus, Dahl Pedersen, LEASING DK samt Motorpoint.
- Det er en foreløbig kulmination på det arbejde, vi startede, da vi samlede forretningen i Nielsen Car Group. Bilbranchen konsoliderer sig, og hvis man ikke følger med og udvikler sig, så er man i afvikling. Det har givet mange muligheder, som koncernen formår at udnytte. Jeg glæder mig til at se, hvor vi står om et år, siger Bjarne Nielsen, der er grundlægger og bestyrelsesformand.
Emner
Kategorier
Regions
NIELSEN CAR GROUP er moderselskab og fælles administration for bilvirksomhederne Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S, Dahl Pedersen A/S og LEASING DK A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1988 og har mere end 900 medarbejdere og er et af landets største bilkoncerner. Ud fra kerneværdierne respekt, kvalitet og engagement arbejder den familieejede virksomhed for at yde markedets bedste kundeservice.
www.bn.dk, www.bilerneshus.dk, www.leasing.dk, www.motorpoint.dk, www.nielsencargroup.dk www.dahlpedersen.dk