Gå til indhold
Anders Nielsen, administrerende direktør i Nielsen Car Group.
- Vi får et Bjarne Nielsen-bilhus på hver sin side af Tangmosevej, og de to huse kommer til at arbejde tæt sammen, siger Anders Nielsen, der er administrerende direktør i Nielsen Car Group.

Pressemeddelelse —

Bilhus-konkurrenter i Køge bliver nu kolleger

Bilkoncernen Nielsen Car Group har fået godkendt overtagelsen af Gunner Due Biler i Køge. Dermed bliver de to bilhuse på hver sin side af Tangmosevej en del af samme koncern – og fremover kommer der til at stå Bjarne Nielsen på begge sider af vejen.

På hver sin side af Tangmosevej i Køge ligger Gunner Due Biler og Bjarne Nielsen. Hidtil har de været konkurrenter, men fremover bliver de kolleger. Nielsen Car Group offentliggjorde i juli 2025 aftalen om at overtage Gunner Due Bilers bilhuse i Køge og Roskilde. Nu er overtagelsen blevet godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og bilhuset på Tangmosevej 105 i Køge er dermed officielt blevet en del af koncernen.

Samtidig skifter det navn fra Gunner Due Biler til Bjarne Nielsen. Mazda og Suzuki fortsætter i bilhuset, ligesom værkstedet fortsat servicerer de to mærker samt Aiways. Snart bliver Hyundai føjet til som endnu et bilmærke.

- Vi har glædet os meget til, at det hele faldt på plads, og vi nu kan byde velkommen til de mange dygtige medarbejdere. Vi får et Bjarne Nielsen-bilhus på hver sin side af Tangmosevej, og de to huse kommer til at arbejde tæt sammen. Det er et stærkt fundament at bygge videre på, siger Anders Nielsen, der er administrerende direktør i Nielsen Car Group.

Del af større udvidelse

Overtagelsen i Køge hænger sammen med en større udvidelse af Nielsen Car Group. I starten af 2025 blev koncernen udpeget til fremover at stå for forhandlingen af Ford og Hyundai i Midt- og Vestjylland samt store dele af Sjælland og Lolland-Falster.

Det har betydet flere overtagelser gennem det seneste år for at udvide koncernens tilstedeværelse i de områder. Det gælder også aftalen med Gunner Due Biler. I Roskilde overtager Nielsen Car Group et eksisterende Ford-bilhus, mens bilhuset i Køge giver mulighed for at skabe en permanent løsning for Hyundai.

- Når vi skal udvide med Ford og Hyundai mange nye steder, er det oplagt at se på, hvor ekspertisen og de gode bilhuse allerede findes. I Roskilde overtager vi et veletableret Ford-bilhus, og i Køge får vi den langsigtede løsning for Hyundai, som vi har ledt efter. Samtidig får vi Mazda og Suzuki med, som er mærker, vi allerede kender rigtig godt fra andre dele af koncernen, siger Anders Nielsen.

Nielsen Car Group har hidtil drevet en midlertidig Hyundai pop-up-butik i sit eksisterende bilhus i Køge. Hyundai flytter senere ind i det nye Bjarne Nielsen-bilhus på Tangmosevej 105.

Flere opkøb er godkendt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte samtidig også overtagelsen af Selandia Automobiler i Ringsted, Næstved og Nykøbing Falster og Jørgen Olsen Automobiler i Viborg. Sammen med de to bilhuse fra Gunner Due Biler er det otte nye lokationer, man får ind.

- Det er en lang liste af bilhuse, som vi nu endelig kan overtage, og vi glæder os til at tage imod de mange nye kolleger. Det har været et vildt år, og vi kan nu vende fokus fra overtagelser til at få implementeret bilhusene i koncernen, siger Anders Nielsen.

Nielsen Car Group er vokset markant efter at have fået tildelt forhandling af Ford og Hyundai i de nævnte områder. Man startede med 11 bilhuse og 500 medarbejdere og er nu 29 bilhuse og 1.200 medarbejdere.

Emner

Kategorier

Regions


Om Nielsen Car Group

Nielsen Car Group er en familieejet dansk bilkoncern med rødder tilbage til 1988 og hovedsæde i Silkeborg. Koncernen består af Bjarne Nielsen, Bilernes Hus, Dahl Pedersen, LEASING DK og Motorpoint og beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere fordelt på 29 bilhuse i Jylland, på Sjælland og Lolland-Falster.

Nielsen Car Group arbejder med mobilitet gennem salg af nye og brugte person- og varebiler, leasing, værksteder samt skadescentre. Koncernen repræsenterer 16 bilmærker i salg: Alpine, Dacia, Farizon, Ford, Honda, Hyundai, JAECOO, Mazda, Nissan, OMODA, Polestar, Renault, Suzuki, Volvo, XPENG og Zeekr. Derudover tilbyder koncernens værksteder service på tværs af 28 bilmærker.

Kontakt